Pressemeddelelse – Rank ryggen, Danmark!


Hvert år kommer der tusindvis af klima- og energigæster fra udlandet til Danmark for at se på grønne løsninger.

– Danmark er et internationalt ikon inden for energieffektivitet og vedvarende energi. Vi er rigtig gode til at udnytte energi effektivt, til at sørge for at der er elektricitet i stikkontakterne altid, til miljøvenlig fjernvarme og – ikke mindst – til at tænke vindenergi ind i det samlede energisystem. Alt det og meget mere skal vi være stolte af, siger journalist Jesper Tornbjerg, der er ansvarshavende redaktør for Nyhedsbladet Dansk Energi og tidligere har skrevet om energi mm. for Danske Kommuner, Ingeniøren og Politiken.

På torsdag udgiver Jesper Tornbjerg, 52 år, bogen ’Grøn energi til alle’, der med spændstig tekst og flotte illustrationer fortæller historien om, hvad der har gjort Danmark til rollemodel for politikere, embedsmænd og borgere i Kina, Mexico og mange andre steder på kloden.

– Det er helt vildt, at vi nu kan indpasse, hvad der svarer til 60 procent af elforbruget over en måned i vores elsystem uden blackouts. I de fleste andre lande får energiteknikerne tics blot ved tanken om 10 procent vindenergi i deres system, så vi flytter hele tiden grænsen for det mulige, siger Jesper Tornbjerg, der også pepeger, at det er unikt, at 60 procent af de danske husholdninger får miljøvenlig fjernvarme.

Med ’Grøn energi til alle’ beskriver Jesper Tornbjerg udviklingen af det danske energisystem fra de to olieprischok i 1970’erne til den eskalerende klimakrise.

– I starten blev udviklingen drevet af ønsker om øget forsyningssikkerhed, og det er fortsat uhyre vigtigt, at vi frigør os fra bindingerne til Mellemøsten og Rusland. De seneste årtier har hensynet til klodens klima også vejet tungt i den danske energipolitik. Mennesket er ved at skabe uoverskuelige problemer for sig selv, og det er afgørende for vores fælles fremtid på Jorden, at vi meget hurtigt får skruet ned for brugen af olie, kul og naturgas, siger Jesper Tornbjerg, der har dækket de fleste af FN’s klimakonferencer siden COP3 i Kyoto i 1997.

Jesper Tornbjerg pointerer, at selv om Danmark har været i front med klimaløsninger over de seneste godt 20 år, så har der været perioder med mangel på fokus undervejs. Fremadrettet kan der fortsat gøres meget mere for at fremme overgangen fra fossile fætre til grønne kusiner – og de politiske rammer, der skal til for at få det hele til at hænge sammen økonomisk og teknisk.

– Vi kan sagtens gøre os mere umage fx i forhold til at effektivisere vores energiforbrug, og vi har fortsat den største opgave foran os: Danmark er stadig 75 procent afhængig af fossile brændsler, og især forbruget af olie i transportsektoren er en dobbelt akilleshæl. Det tunge olieforbrug er både skidt for forsyningssikkerheden og klimaet, så vi skal have omstille transportsektoren til el og grønne brændstoffer, påpeger Jesper Tornbjerg.