Anmeldelse i RÅSTOF

AF HANS PEDERSEN

”Indtil for nyligt ville enhver ekspert få tics af blot tanken om en dækning på 5-10 procent. Nu fastslår IEA (det internationale energiagentur, red.), at mange lande uden tekniske problemer kan indpasse 40 procent vindenergi, hvis systemet indrettes efter at håndtere fluktuerende strøm.” (…) ”I disse år bliver energisystemet decentraliseret og dermed vendt på hovedet, og det kræver fleksibilitet både i produktion og forbrug.”

Jesper Tornbjerg har skrevet en solid og sober gennemgang af udviklingen inden for energisektoren i nyere tid med masser af dokumentation af de dominerende tendenser.

Et af de velvalgte skriftsteder, som Jesper Tornbjerg bringer til torvs er dette: ”Spørgsmålet om den mulige udtømning af verdens oliereserver fortjener alvorlige overvejelser. Alle indikatorer viser, at vi står ansigt til ansigt med denne mulighed.” Citatet er fra Scientific American og er skrevet i 1913!

I Jesper Tornbjergs mund lyder det sådan her: ”Slipper den globale olie op? Ja, det gør den, men tidspunktet er uinteressant. Det, man kan konstatere, er, at oliepriserne er høje. (…) Sammen med klimatrusler er dyr olie en stærk motivation for at udnytte og udvikle alternative energiteknologier.”

Jesper Tornbjerg har i en årrække stået i første geled i formidlingen af Dansk Energis problemstillinger. Ud fra dette kunne man måske frygte en ganske teknisk tilgang til omstillingen af dansk energiproduktion og forbrug. Det være sig langtfra.  Bogen er forsynet med korte citater fra H.C. Andersen, B.S.Ingemann, Johs. V. Jensen, Piet Hein, PH, N.F.S. Grundtvig og Bjørnstjerne Bjørnson. Disse indslag fra den gængse kultur sætter streg under, at teknikken skal tøjles af kultur ikke mindst den kultur, der hedder adfærdsændringer. Vi skal sådan set bare lære at opføre os ordentligt. Nye læsere kan med fordel starte her.

Jesper Tornbjerg: Grøn energi til alle. 77 sider. Pris: kr.150,-. Forlaget Tornmountain, 2014.

RÅSTOF/www.ve.dk